Futtes "dagbog"

Jeg skifter hjem

Søndag den 15. august var en stor dag. Der kom mine nye forældre for at hente mig hjem.

De virkede ok, og jeg tog afsked med min mor og min kuldsøster samt de 8 newfoundlændere og 5 mennesker jeg delte hus med.
Det sidste billede taget i Hørve hvor jeg blev født.

Da vi var kommet hjem til mit nye hus, snusede jeg rundt over det hele, for at finde ud af, hvor jeg nu skulle være. Efter ca. 2 timer tog jeg mig en lige så lang lur, da jeg var blevet træt efter køreturen og de mange nye indtryk.

Jeg fandt heldigvis også ud af, at de serverer mad her i huset. 

Mine forældre er ikke så glade for mit navn Alf (de kendte een der hed det, og ham var de ikke imponeret af), så da min mor synes jeg "futter" afsted og da hun kaldte Futte og jeg kom med det samme, besluttede de, at det skulle være mit kaldenavn.

Jeg kan også finde ud af hvad NEJ betyder, så jeg får masser af ros og klap.  
Maden serveres i bryggerset, hvor min vandskål også står.

Mine nye forældre er meget mærkelige, de mener ikke man kan ligge rigtigt godt på gulvet, så min plads når mor eller far ser TV er i sofaen.
og endda med hovedpude

Det har desværre vist sig at jeg bliver køresyg. Jeg opfører mig ellers helt fint i bilen, men jeg savler meget og har også kastet op, så mine forældre har besluttet at jeg kun skal med ud på ganske korte ture, indtil jeg skal til dyrlægen og have ormekur om 2-3 uger, og de vil så tale med dyrlægen om min køresyge.

Jeg har ellers været hos dyrlægen, men det var kun for at købe en sele til mig, og jeg har også fået et fint skilt med hvor jeg bor, så jeg kan finde hjem hvis mine forældre bliver væk.
Min sele er selvfølgelig "drengefarvet" og man kan lige se mit guldskilt foran på brystet.

Det eneste jeg er lidt ked af, er at mine nye forældre må være meget fattige. Vi skal alle 3 dele een seng. Jeg prøver at trøste dem, og sige, at det ikke gør noget, ved at vaske deres ansigter lige inden vi skal sove, så griner de og så skal det nok gå.

Der står ellers en fin hundekurv, men tæppet er "pigefarvet", så den bruger jeg naturligvis ikke. 

Min far ser ikke så meget TV, men en fodboldkamp af og til bliver det da til, og så hjælper jeg ham med det.
Det er mest far der ser fodbold, jeg kan ikke finde ud af offside-reglerne endnu.

Vi har ikke så langt til et rigtigt godt sted at gå tur. Vi skal bare forbi 5 huse, så er vi på hvad min mor kalder en skolesti. Den er ca. 500 m lang, der er græs på begge sider og på den ene side er der også en mark. Her bliver mange af bebyggelsens hund luftet, så der er mange gode dufte jeg kan snuse til.  
Det er dejligt med flexlinen, så behøver jeg ikke vente på mor og far. Stien mod syd.

Min mor siger jeg skal træne min næse, så hun drysser lidt mad og godbidder ud på tæppet, så jeg kan "støve" dem op.
Jeg skal også arbejde for føden.

Så harjeg været i mit nye hjem i en uge, og mine forældre mente det var på tide, at jeg mødte den øvrige del af familien. Mine forældre havde ikke fortalt, at jeg var flyttet ind, så det var spændende hvad de ville sige til mig.

Lørdag kom min storebror Søren. Han bor på Amager sammen med Lene, men kommer ofte i weekenden, for at være sammen med sine gamle kammerater. Da vi havde set hinanden an et par minutter, blev der dømt totalt "nus". Da mor og far søndag formiddag tog på loppemarked, gik han endda en tur med mig, selv om jeg havde været ude med far om morgenen.

Søren kørte hjem, og ved frokosttid kom min storesøster Birgitte og min niece Line på 12 år. De bor i Fredensborg, så Line selv kan cykle ud til Møffe, der er hendes pony. Da de så mig, blev de rigtigt overrasked, men også meget glade. Line især blev glad, da hun fik lov til at gå tur med mig. Det havde hun ikke kunnet med husets gamle hund Herbert, da han var for stor og voldsom. De voksede ellers op sammen og var jævnaldrene.
Her er det seneste billede af Herbert. Han kunne lægge sit hoved ned på spisebordet.

Da Birgitte og Line efter nogle timer tog hjem, var jeg totalt træt. Det er anstrengende at skulle passe på flere på een gang. Det gik fint da de spiste, for da kunne jeg ligge under bordet og holde øje med dem på en gang, men da de havde spist, gik far ind i den anden stue og Birgitte gik fra stuen til "kontoret" og til bryggerset hele tiden. Hun havde vasketøj med, da hun ikke har vaskemaskine i lejligheden, samtidig med at hun skulle følge med i resultaterne fra DM i ponydressur, da nogle af Lines rideveninder deltog.

Jeg måtte så hele tiden tage en runde mellem dem, for at passe på dem. Line skulle tjene penge til lejrskole, så hun rensede fliser på terrassen. Mine forældre havde købt et børnegitter til havedøren, så jeg lå ved den åbne dør og kikkede på hende.

Det var helt rart, da vi blev os selv igen, jeg sov i et par timer efter de var gået.

 
Skolestien mod nord.

10-09-2010

Jeg har nu været næsten 1 måned i mit nye hjem, og er ved at have dresseret mine forældre.

Min far går dagens første luftetur med mig. Når vi kommer ind igen, bliver jeg tørret af mor, da det for det meste er vådt i græsset om morgenen. Min mor går så igen med mig efter frokost, inden vi skal se TV om aftenen og igen inden vi skal i seng. Vi går ca. 20 -30 min. pr. gang, så der kommer ret meget luft i mig.

Det har været nogle hårde uger, da tidslerne + andre planter har haft rigtig mange burrer og de sætter sig i min pels. Især de store tidselburre har generet mig, men mor er rigtig god til at hjælpe mig og fjerne dem med det samme.
Det er her i det høje græs langs med marken, jeg henter burrene.

Jeg har været hos Dr. Dyr og fået en ormepille. Den slugte jeg uden videre, da mor havde pakket den ind i leverpostej.

Dr. Dyr mener at den testikel, som ikke er faldet på plads, ikke vil gøre det, når den ikke er på plads nu. Hun anbefaler at jeg får fjernet den, da organerne i buhulen vil trykke på den og den derved vil overproducere hormoner, hvilket kan give en "uhensigtsmæssig" opførsel fra min side når tæverne kommer i løbetid. Jeg ved ikke hvad de mener med det, men mor nikkede samtykkende og fortalte at Herbert "hang i gardinerne" i 5 døgn ca. hver 5-6 md. når omegnens tæver havde løbetid samtidigt. Hans testikler var ellers på plads.
Der ses TV.

Mor talte også med Dr. Dyr om min køresyge, og hun anbefalede at jeg kun kom med ud på korte ture, så jeg kunne vænne mig til at køre. Det lykkedes mig at kaste op i bilen på hjemvejen, selv om der kun er ca. 2 km til Dr. Dyr.

Jeg er blevet helt god til at lette ben nu. De først par dage, da jeg begyndte at øve mig, lænede jeg mig bare til siden uden at løfte poten, så prøvede jeg at løfte poten lidt en gang imellem, og nu kan jeg holde balancen hver gang.
Hey du! Man har vel ret til lidt privatliv!

Da jeg ikke kan komme med på køreturene, har jeg fået lov at blive hjemme. Når de skal køre siger min mor at jeg skal passe på og så går vi i køkkenet og skærer pølse til mig. Jeg er totalt glad for den røgede medister fra slagteren i Tølløse, men jeg får den kun når jeg skal være alene. Min mor skærer en skive på ca. ½ cm, og den skærer hun ud i bitte små tern, som hun, sammen med noget af min normale hundemad, spreder på gulvet i gangen, hvor min kurv står. Jeg har ikke engang tid til at lægge mærke til, at de går ud af døren.

Min mor sige, at de første gange jeg var alene, lyttede de uden for da de gik og igen da de kom retur efter ca. 15 minutter, og de kunne overhovedet ikke høre mig. Jeg løfter nu heller ikke hovedet når posten kommer. I det hele taget gider jeg ikke gø, men når mor er for langsom med at skære min pølse, kan jeg da godt skynde lidt på hende, samtidig med jeg står på bagbenene op ad køkkenbordet og næsten kan nå op og fornemme den dejlige duft.   

Min mor har købt et ekstra tæppe til min hundekurv, så nu ligger det pigefarvede tæppe nederst, så jeg vil gerne ind imellem ligge i min hundekurv.
Når far er i stuen og mor på "kontoret", er det ok at ligge i kurven, for så kan jeg holde øje med dem på een gang.

26. oktober 2010

Jeg er nu blevet 7 måneder og det får min mor at føle. Jeg prøve rat fortælle hende, at det er mig der bestemmer, men det er hun ikke helt enig i. Så bliver jeg "sat til afkøling" som hun kalder det i køkkenet.

Siden jeg skrev sidst, har jeg været hos dr. dyr, fordi jeg havde ondt. Det viste sig jeg har en muskel i halsen som var forstørret, så jeg fik nogle piller som tog smerterne og allerede efter den første pille gik det meget bedre. Min mor masserer hver aften muskelen, så jeg ikke får problemer med den  igen.
Man føler sig lidt lille hos dr. dyr

Jeg har lært en masse hunde at kende på mine ture med mor, men hun glemmer at tage kameraet med, selv om jeg gerne vil have billeder af os sammen. En af dem jeg møder mest er en collie på 6 år, han hedder Chang. Hans far Knud kører i kørestol, men der genere ikke Chang. Når vi mødes hygger vi os lidt, medens mor og Knud taler sammen. Når de ikke er ude at gå, går Chang løs i deres indhegnede have, og når vi passerer ham, tager Chang og jeg en ordentlig løbetur frem og tilbag på hver side af hegnet.

De andre hunde jeg møder er bl.a. Amigo, som er en flatcoatet retriver, Pinto, som er labradorblanding, samt en dansk-svensk gårdhundehvalp og en karelsk bjørnehundehvalp og ders navne kender jeg ikke.

Ind imellem er der hunde i fjernsynet og når jeg får øje på dem går jeg hen til dem, men de bliver der ikke.
Hov, hvor forsvandt den hen?

Jeg har for første gang været i hundeskoven. Min far skulle til Hvalsø, og min mor håbede, at hvis jeg tog med og kom i skoven, ville jeg forbinde køreturen med noget sjovt, så jeg måske kan slippe for at blive køresyg.

Det var SÅ skægt. Vi mødte 2 andre hunde på hhv. 8 måneder og 18 uger, som vi gik med, d.v.s. mor og de to andre mennesker gik og vi løb selvfølgeligt. Selv om jeg løb med de 2 andre, var jeg flink og kom når mor kaldte, så hun var så stolt af mig.


Det var vist lidt mudret i hundeskoven.

27-11-2010

For 2 dage siden blev jeg 8 måneder, og sikken en fødselsdagsgave jeg har fået, og så i flere dage!
Jeg gad vide hvad der gemmer sig nedenunder?

Min mor kalder det for sne.
Det er nemmere at hoppe over, end at løbe igennem.

Det er dog ikke særligt sjovt, når vi kommer ind. Jeg har store klumper sne på alle 4 ben, på øreflapperne og på maven, og når det smelter bliver jeg rigtig våd. Min mor har ellers kortklipppet pelsen på mine ben, men min pels er åbenbart en snemagnet. Mor taler om fremover, at sætte mig til "optøning" i badekarret, når vi kommer ind fra vores ture.

26-12-2010

Min far tog maskinen som larmer meget frem, og jeg skulle selvfølgelig finde ud af hvad det var for noget, da det ellers har været mor der har gået rundt med den.

Far var ikke så glad for min hjælp.
Hov, der forsvandt nogle af mine miniguffer.

Bagefter blev det hentet et træ ind. Jeg fik lov til at snuse til det i køkkenet.
Det lugter ganske uskadeligt.

I går, 1. juledag, blev jeg 9 måneder, så jeg er snart en stor dreng. Den testikel som ikke var på plads, har stadig ikke vist sig, men det gør ikke noget, det er ikke noget jeg tænker over, med mindre mor siger noget om det.

Her til formiddag mødte jeg en hund som jeg ikke har set før, en schih tzu-dreng. Jeg kan forstå at den bor her, men åbenbart bliver luftet på andre tidspunkter end jeg gør. Vi hilste venligt på hinanden, og Pinto kom også, så ham hilste vi også lige på.

Da mor og jeg gik eftermiddagsturen mødte vi den dansk-svenske gårdhund, som jeg nu ved hedder Schatsi OG MOR HAVDE HUSKET FOTOAPPARATET, så nu har jeg billeder af os sammen.
Schatsi har selvfølgeligt rød sele, så man kan se hun er en pige.

Vi kan godt lide at løbe efter hinanden, d.v.s. jeg løber efter Schatsi, for hun har længere og tyndere ben end jeg har.

Når hun løber fra mig gør jeg efter hende, d.v.s. gør og gør! Min mor siger jeg lyder som en søløve, og det må jeg give hende ret i, efter at have set sådan nogen på TV.
Hun er altså SÅ hurtig.

08-03-2011

Nu er det forår siger mor. Sneen er væk og fuglene er begyndt at synge. I lørdags (d. 5.) hørte mor og jeg lærken nede over marken.

Mor siger, at nu hvor jeg næsten er 1 år gammel (jeg har fødselsdag den 25. i denne måned) er det nok på tide jeg får et rigtigt bad med shampoo og balsam.
Jeg kan selv hoppe op i badekarret.

Nogle gange er der spændende dyr i TV. Det kan jeg godt lide at se på.
Det ville nu være sjovere, hvis jeg kunne lege med dyrene.

08-03-2011

I dag har jeg været på mit første besøg hos Rollo. Det var altså SÅ skægt. Rollo bor ca. 2 km fra mig, så mor og jeg kørte i bil derover. 
Her mødes vi første gang.

Rollo har en stor indhegnet have, som vi fik lov til at løbe løs i.
Rollo opfordrer til leg.

Vi tog nogle gevaldige løbeture hele vejen rundt om huset.

Lone, Rollos mor grinede når jeg gøede, men det "gør" ikke noget, jeg ved godt jeg ikke lyder som en normal hund.
Selv om Rollo er større, kan jeg løbe fra ham.

Efter en times tid, syntes min mor jeg havde fået nok leg for denne gang. Det forstod jeg ikke: min tunge hængte da kun 1½ m ud af munden.

Vi sagde pænt tak for i dag, og aftalte, at vi gør det om en anden gang, når det er tørvejr.
Vi tog en puster ind imellem og snusede bare lidt rundt.

09-04-2011

Jeg har fået en ny legekammerat. Det er Marley, som er en golden retriver hvalp.
Han er en lille smule større end jeg er.

Men jeg er stærkest.

Marley bor på vejen ned til skolestien, så vi mødes flere gang om ugen. Han har også en "lillebror" en killing som hedder Bailey og den vil jeg SÅ gerne møde rigtigt, men den løber væk når jeg når ind på kort afstand. Jeg håber dog, at han efterhånden bliver vandt til mig, så jeg kan få snuset ordentligt til ham.
Vi tager også en løbetur sammen.

17-04-2011

Så har jeg igen fået en ny legekammerat. Det er Luna, som er en flatcoated retriver og hun er 9 uger gammel. Min mor talte også om, at det var flere måneder siden vi havde mødt Amigo, men det viste sig, at han var blevet syg i midten af januar og var blevet aflivet. Så nu er Luna kommet i stedet for. Hun er altså SÅ sød.
Luna er ikke så modig endnu.

Luna er ikke større end tobak for en skilling, men min mor siger, at det ikke varer ret mange uger før hun vokser mig over hovedet.
Jeg må bukke mig, for at snuse til hende.

24-09-2011

Det er lang tid siden jeg sidst skrev herinde. Både Marley og Luna er vokset mig over hovedet, og min mor har lovet mig nye billeder af dem ved lejlighed.
Nu ligger jeg ofte i min kurv.

I sommerens løb er jeg blevet onkel. Søren (min storebror) og Lene fik den 3.7. en dreng som hedder Max og jeg har fået lov at hilse på ham (mor glemte selvfølgelig at fotografere os).

Jeg hjalp mor med at samle hendes nye vitrine.

I går blev jeg kastreret, nu er jeg 1½ år gammel, så mor måtte godt få mig opereret. Det viste sig at være en større historie. Den ene testikel gemte sig godt og grundigt i bughulen, så dyrlægen måtte lave 2 operationssnit for at finde den, og det tog det meste af en time før han fandt den. Det tog lige så lang tid at sy mig sammen igen, så jeg var ret groggy og kom først hjem kl. 10 om aftenen.

Min mor fik en body med hjem, så jeg bliver forhindret i at komme til syningerne på maven og gnave trådene over, så nu har jeg tøj på.

Om 10 dage skal jeg have taget trådene ud, så det glæder jeg mig til.
Det er i det mindste positivt at bodyen er drengefarvet.
Hej!
Prøv at lave din egen hjemmeside ligesom mig! Det er nemt, og du kan prøve det gratis
ANNONCE